Pædagogisk Tilgang

Vores tilgang er baseret på Børns Vilkårs omsorgsgreb og den styrkede pædagogiske læreplan, som sikrer, at alle børn får mulighed for at trives, lære og udvikle sig.

     

    Vi lægger stor vægt på samarbejdet med forældrene og ser det som en central del af børnenes udvikling og trivsel. Gensidig respekt og dialog er nøgleord i vores daglige arbejde.

    Vi arbejder på tværs af store og mindre børnefællesskaber, afhængig af hvad det enkelte barn og gruppen kan.

    Vi organiserer og positionerer os, da vi tror på, at når voksne er velorganiserede, bliver det lettere for børnene at navigere og selv være en aktiv del af deres børneliv.

    Vi arbejder målrettet med børns læring ved at skabe et trygt og stimulerende læringsmiljø, der tager udgangspunkt i børns behov og interesser.

    Vores tilgang er bl.a. baseret på Børns Vilkårs omsorgsgreb og den styrkede pædagogiske læreplan.

    Omsorgsgrebet hjælper os med at imødekomme børns behov for både nærhed og udforskning.

     

    Den store hånd; repræsenterer de grundlæggende behov for nærhed og tryghed, som skal være opfyldt, før børnene er klar til at udforske verden.

    Den lille hånd; fokuserer på børns behov for udforskning og selvstændighed. Når børnene føler sig trygge, støtter vi dem i at udforske deres omgivelser og udvikle deres selvstændighed gennem leg og læring.

     

    Den styrkede pædagogiske læreplan danner rammen for vores pædagogiske arbejde og sikrer, at vi arbejder systematisk med børns trivsel, læring, udvikling og dannelse. Vi tilrettelægger vores pædagogiske læringsmiljø, så det understøtter børns brede læring - inkluderer både planlagte vokseninitierede aktiviteter, spontane aktiviteter, børneinitierede aktiviteter og daglige rutiner.

    Vi inddrager børnenes perspektiv og deltagelse, og vi arbejder tæt sammen med forældrene for at sikre en helhedsorienteret tilgang til børns læring og udvikling.

    Ved at kombinere omsorgsgrebet og den styrkede pædagogiske læreplan skaber vi et miljø, hvor børnene kan trives, lære og udvikle sig i trygge og stimulerende rammer.

    Vi arbejder ud fra Esbjerg Kommunes fælles børnesyn, som understøtter den pædagogiske praksis: ”Det enkelte barn har meninger og tanker, der er betydningsfulde. Barnet har potentiale til at tænke og lysten til at kommunikere med og forstå sin omverden. Barnet er en selvstændig, medskabende og kompetent aktør i eget liv, der skal udvikle og udfolde sig i fællesskab med andre.

    Til at samle en fælles viden om det enkelte barn benytter vi os af Hjernen&Hjertet – en portal udviklet af Rambøll.

    Ønsker du at læse mere om Hjernen og Hjertet – klik på dette link.

    Pædagogiske aktiviteter (eksempler)

    Vi opdeler børnene i mindre grupper for at give dem tid og rum til fordybelse.

    Grupperne kan være opdelt efter interesse, alder eller nærmeste udviklingszone.

    Herudover kan vi også have forskellige indsatsgrupper. Hvis vi har en gruppe børn, der har brug for lidt ekstra træning i forhold til deres sproglige udvikling, opretter vi en sproggruppe for disse børn.

    Vi sikrer at alle børn får lige muligheder for at deltage, og at der er fællesskaber som barnet kan være en del af. Derfor tilrettelægger de voksne leg og læring på en måde, så alle børn kan bidrage til fællesskabet. Hverdagen byder på en masse leg, hvor de voksne er klar til at gå foran, ved siden af eller bagved barnet. Vi har aktiviteter, hvor de voksne er dem, der planlægger og organiserer på baggrund af børnenes interesse og initiativer.

    Vi har på vores legeplads og i nærmiljøet rigtig gode legemuligheder. Vi lægger vægt på, at børnene får oplevelser i og med naturen, hvor der er plads til fordybelse, sansning, bevægelse, fantasi og kreativitet.

    Vi har plads til at slå kold bøtter, vilde lege, eventyrlige og risikofyldte lege. Der er rig mulighed for at styrke deres motorik i det kuperede terræn, på cykler, i sandkassen eller på rutschebanen.

    Der er masser af gemmesteder og muligheder for at børnene kan fordybe sig i legen.

    For at styrke børnenes personlige og sociale kompetencer benytter vi os af materialet fra ”Fri for mobberi”. Her bliver børnene præsenteret for den lilla Bamseven, som altid er der til at trøste, og som børnene ynder at kramme. Herudover består materialet af samtaletavler, som er med til at øge børnenes forståelse for egne og andres følelser og aflæse kropssprog.

     

    Hvordan arbejder vi med omsorgen i Esbjerg Kommunes daginstitutioner?

    I Esbjerg Kommunes daginstitutioner arbejder vi hver dag med at skabe trygge og udviklende rammer for børnene. Omsorg er en grundsten i det arbejde og nu styrker vi vores faglige blik på omsorgen gennem en fælles indsats med Omsorgsgrebet fra BørnsVilkår

    Læs mere om Omsorgsgrebet i Esbjerg Kommune