Politikker og strategier
Her har vi samlet politikker og strategier for Urbanskolen. Har du spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte personalet.
Antimobbestrategi
På Urban stræber vi efter et miljø, som bygger på trivsel for både fællesskabet og det enkelte individ, og hvor den enkelte kan udvikle sig i trygge rammer. Derfor accepterer vi ikke mobning, og det er en klar forventning, at både elever, forældre og pædagogisk personale kender og efterlever nærværende strategi på området. Det vil også sige, at alle parter har ansvar for at gribe ind, hvis man får kendskab til mobning.
Vi har på Urban et grundprincip:
Alle børn og unge har ret til at være en del af positive, faglige og sociale fællesskaber – ingen skal opleve mobning.
Mobning er systematiske udstødelseshandlinger, der typisk opstår i fællesskaber, der mangler sammenhold eller har en lav tolerance. Konsekvensen bliver, at et barn bliver udstødt fra fællesskabet.
- Mobning er resultatet af en uhensigtsmæssig gruppedynamik.
- Det handler om onde mønstre – IKKE onde børn.
- Det er ikke tidsfaktoren (det vil sige, hvor længe, handlingerne har stået på), der er afgørende for, om der er tale om mobning.
- Afgørende er, at der er tale om systematiske handlinger, hvor man ikke stopper – heller ikke selv om den anden siger stop.
- Det er mobning, når andre ikke respekterer en bestemt person og dennes grænser for, hvad der er acceptabelt.
Mobning er børnene og de unges problem - men de voksnes ansvar!
Den digitale mobning kan forekomme i tilknytning til øvrig mobning – eller kan evt. stå alene. Den adskiller sig fra mobning i fysiske sammenhænge ved, at den kan foregå døgnet rundt – og at der er ikke noget fristed. Den/de, som det går ud over, kan aldrig vide sig sikker og aldrig have fred.
Beskeder og billeder kan blive set af rigtig mange – man ved ikke, hvor mange, der ser et billede, en besked, en kommentar osv. Uvisheden styrker utrygheden, ubehaget og afmagten.
Dem, der chikanerer, kan være anonyme – der kan herske en stor usikkerhed omkring, hvem afsender er.
Den magt ubalance, der ofte sker i klassen/i et børnefællesskab, når der foregår mobning, forstærkes i mange tilfælde i det digitale rum, hvor børnene og de unge er til stede uden voksne.
Denne form for mobning (og forebyggelse af den) kræver en kontinuerlig indsats, i form af, at de voksne – både på skolen/ i fritiden og i hjemmet – er i dialog med eleverne om deres oplevelser og de sociale spilleregler på nettet.
På samtlige klassetrin arbejdes der målrettet med klassens, og dermed den enkeltes, trivsel ved at:
- Klassens trivsel er fast punkt på forældremøderne.
- Arbejde aktivt for at styrke forældrenetværk i klasserne (f.eks. via sociale arrangementer for hele klassen). Velfungerende forældrenetværk øger trygheden, så det bliver nemmere at kontakte hinanden i alle tænkelige situationer.
- Skolen har en klar forventning om, at samtlige hjem respekterer, at man som forældre ikke bagtaler/taler negativt om hverken skolens personale eller andre børn/deres familier i sine børns påhør.
- Der arbejdes målrettet med materialet ”Fri for mobberi” i indskolingen.
Er i dialog med eleverne om deres oplevelser og de sociale spilleregler på nettet.
- Læreren/pædagogen tager hurtigst muligt en dybdegående samtale med de implicerede parter. Herunder afdækkes også, om mobningen evt. også finder sted digitalt.
- Der tages kontakt til forældrene til de implicerede parter, således at disse er medansvarlige for at standse mobningen.
- Lærere og pædagoger omkring de implicerede parter arbejder i de respektive klasser og i fritidstilbuddene med problematikken.
På baggrund af ovenstående planlægges det videre forløb under hensyntagen til mulighed for inddragelse af f.eks. skolens AKT og evt. SSP & Forebyggelse (forebyggerne).
I processen er skolen opmærksom på, at resten af klassens forældregruppe kan have behov for en overordnet information for at undgå misforståelser/rygtedannelse.
Ovenstående er gældende for samtlige enheder på Urban; skole, SFO & klubtilbuddene.
Ordblindeindsats på Urbanskolen
SFO mål og indhold
Urbanskolens fritidstilbud er omfattet af skolens overordnede målsætning, værdier og øvrige principper. Fritidstilbuddet skal være et attraktivt og målrettet tilbud, med fokus på at skabe en tryg, meningsfuld og varieret dag, for barnet/den unge og styrke den alsidige, sociale og personlige udvikling.
De etablerede fritidstilbud medvirker til udmøntning af Esbjerg Kommunes sammenhængende børnepolitik, idet værdierne, den professionelle og tværfaglige indsats kendetegnes for samtlige ansatte, der arbejder med børn og unge.
Samspillet mellem de pædagogiske aktiviteter, skolens undervisning og
samarbejdet mellem skole og hjem er baseret på et tæt samarbejde mellem lærere og pædagoger.
Dette bevirker at man vil opleve en rød tråd gennem undervisning og fritidsaktiviteter, hvor de fælles kræfter komplimenterer hinanden i arbejdet for at sikre børnenes alsidige, sociale og personlige udvikling.
Fritidstilbuddene er bredt repræsenteret i følgende enheder:
Urban D:
SFO – Danmarksgade 53
Fritidsklub i Nørregade 91
Urban R:
SFO – Ringen 61
Fritids og ungdomsklub – Ringen 42
Administration Urbanskolen
Urban P:
SFO – Søndervangen 18
Fritids og ungdomsklub – Bøndergårdsvej 6
Weekendungdomsklub – Bøndergårdsvej 6
Urban C:
CFO på Urban C – Søndervangen 18
SFO tilbuddet er målrettet alderstrinnet 0. – 3. klasse samt førskolebørnene, der indskrives på skolen fra april til august måned hvorefter de overgår til SFO.
Fritidsklubtilbuddet er målrettet 4. – 6. klasse.
Ungdomsklubben er målrettet aldersgruppen 14 – 18 år
Weekendungdomsklubben er for aldersgruppen 14 -25 år
At få skabt et fritidstilbud, der komplimentere skoledelen ind i dannelsesprocessen, og er med til at understøtte barnets trivsel og hermed øge evnen til læring.
Der arbejdes målrettet med:
- At Fritidstilbuddet tilbyder aktiviteter, der balancerer hensynet til den samlede gruppe og det enkelte barns behov. Vi ønsker på Urban at kunne tilbyde sjove, motiverende og lærende aktiviteter med fokus på barnets alderstrin og sociale udviklingsbehov.
- En anerkendende tilgang til barnet/den unge, med fokus på og kendskab til den enkelte. På Urban er tilgangen til det enkelte barn at alle er unikke, og har retten til et fritidstilbud, hvor man mødes med respekt i øjenhøjde.
- Relations dannelser på tværs, for at skabe positive netværk omkring barnet / den unge. På Urban anser vi relationen som det bærende element, i en positiv udvikling i et hvert menneskes liv.
- Aktiviteter der matcher barnets / den unges faktuelle behov og ønsker med fokus på krop & bevægelse. På Urban har vi fokus på at skabe aktiviteter, der styrker barnets motorik og øger kropsbevidstheden. Som en del af den åbne skole vil der være mulighed for samarbejde, med idrætsforeningerne om at skabe alternative læringsmiljøer.
- Medbestemmelse, med henblik på at kunne skabe et fritidstilbud der inddrager barnet / den unge og giver dem en forståelse af effekten af reel medindflydelse og inddragelse. I klubtilbuddene på Urban, er vi optaget af at skabe læringsrammer med fokus på demokrati og dannelse.
- Det forebyggende arbejde i samarbejde med SSP Det forebyggende arbejde i fritids og ungdomsklubberne på Urban, anses som et af de vigtigste arbejdsopgaver for at sikre, at børn og unge frekventerer og fastholdes i sunde miljøer og netværker.
- At skabe en glidende overgang fra SFO til klub, med fokus på børn med særlige udfordringer & behov Vi har på Urban etableret forsøgsordninger, hvor børnene fra 3. klasse i SFO langsomt sluses over i vores fritidsklubber – altid med et accept fra forældrene.
- Forældresamarbejdet med fokus på et forebyggende, fremadrettet og tillidsskabende afsæt. På Urban anser vi samarbejdet med forældrene som vigtigt! I tæt dialog kan vi understøtte barnets trivsel og udvikling i en positiv retning.
- Overgangene imellem daginstitution, førskole og 0. klasse. På Urban er det udmøntet igennem projektet SMART skolestart 3,0, hvor fokus er at sikre skoleparate børn, der er trygge og motiveret for læring.
Skolens ansvar er
- At sikre at fritidstilbuddet er placeret i rammer, der skaber udgangspunkt for trivsel & leg & læring.
- At klubtilbuddet matcher de faktuelle behov de unge efterspørger & afsøger.
- At mål & indsatser komplimenterer hinanden i en fritidskontekst.
- At dannelses og inklusionsbegrebet er omdrejningspunktet for det pædagogiske arbejde.
- At der skabes mulighed for målrettet samarbejde, lærer og pædagog imellem.
- At sikre at traditioner afholdes og fejres ( jul & fastelavn )
Samarbejdet mellem skole og fritid
Pædagog og lærer skal i samarbejde sikre et optimalt læringsmiljø og udvikling af barnets trivsel.Det er Urbans overbevisning, af et udvidet samarbejde pædagog og lærer imellem, øger trivslen for børn med særlige udfordringer.
Forældrene har ansvaret for
- At hente og bringe på forsvarlig vis. Ligeledes er det forældrene som har det overordnede ansvar for at barnet sendes til andre fritidsaktiviteter i SFO/klub-åbningstiden. Personalet skal/kan dog være behjælpelige med at sende barnet til den oplyste tid.
- At søge dialog med personalet / ledelsen, hvis der opstår behov for drøftelse af den pædagogiske linje eller hvis barnet mistrives.
Fritidsdelen (SFO & fritidsklub) er forpligtiget på at opretholde jævnligt kontakt til hjemmet. Er barnet ikke i SFO/klub over en længere periode, tages der kontakt til hjemmet.
Det er vigtigt på Urban, at barnet oplever en rød tråd gennem undervisning og fritidsaktiviteter, hvor de fælles kræfter komplimenterer hinanden, i arbejdet for at sikre børnenes alsidige, sociale og personlige udvikling.
Trafikpolitik
Børn der går og cykler i skole
Urbanskolen vil generelt medvirke til at forebygge og undgå trafikulykker på skolevejen. Det samme gælder ved arrangementer og ekskursioner i skolens regi. Træning giver rutine og overblik og er den bedste vej til sikre trafikanter.
Skolens mål er derfor, at flere elever går eller cykler i skole.
Skolen forventer at:
- Forældrene træner skolevejen med deres barn inden skolestart
- Forældrene sikrer at cykel/knallert er lovlig og i sikkerhedsmæssig god stand
- Forældrene begrænser kørsel af egne børn til og fra skole
- Forældrene benytter afsætnings- og P-plads på en ansvarlig og hensynsfuld måde
Skolen sørger for at:
- Eleverne undervisning på forskellige årgange i sikker adfærd i trafikken; herunder gå- og cyklistprøverne
Børn der bliver transporteret i bil eller bus
Tæt trafik om morgenen skaber kaos. Derfor opfordres forældre, som ønsker at køre deres barn til skolen, at tage hjemmefra i god tid så færdselsreglerne kan overholdes i forhold til hastighed, brug af sikkerhedssele og hensyntagen til alle trafikanter ved skolen.
Skolen forventer at:
- Forældrene benytter de henviste parkerings muligheder når barnet sættes af / hentes ved skolen ( se lokale forhold)
Skolen sørger for at:
- I tilfælde af sne/isslag snerydning af tilgangsveje og parkeringsplads i det omfang det er nødvendigt / muligt.
- Træffe aftaler med busselskabet, gældende for Danmarksgade og Præstegårdsskolen, om at tage særlige hensyn ved aflevering/afhentning af elever til specialcentrene.
Personalets befordring af elever
Medarbejdere må befordre elever i egen bil, hvis forældremyndighedsindehaveren har givet tilladelse til dette. Det er en forudsætning, at kørslen foregår sikkerhedsmæssigt forsvarligt og under overholdelse af færdselslovens regler herunder brug af sikkerhedssele og i fornødent omfang barnestol / selepude.
Hvis der sker et uheld, vil barnet være dækket af den lovpligtige ansvarsforsikring på bilen / modpartens bil. I tilfælde, hvor hurtig transport til f.eks skadestue er nødvendig, tilkaldes elevens forældre. Hvis dette ikke er muligt befordres eleven i taxa eller jf. ovenstående.
Cykelhjelm og refleksveste
En cykelhjelm kan reducere antallet af skader på hoved, kranie og hjerne med 50 %. Derfor er det skolens mål, at alle børn og voksne cykler med hjelm.
Skolen forventer at:
- Forældrene sørger for at deres barn bruger hjelm og trafikveste )
Skolen sørger for at:
- Trafikvest kan lånes af skolen, hvis de skal på tur og har glemt deres egen
- At udlevere reflekser til alle årgange ved lygtetændingsperiodens start
Sikker skolevej
Urbanskolen følger de overordnede kommunale mål for den sikre skolevej som er beskrevet i sektorplanen for skoleområdet ( rev.2015) Skolevejen skal primært foregå ad separate stisystemer eller langs svagt trafikerede veje. Der skal være så få krydsninger med trafikveje uden for trafiksikrede kryds som muligt.
Derudover henvises til Esbjerg Kommunes Trafiksikkerhedsplan
På skolens matrikel, samt i selskab med elever udenfor matriklen repræsenterer personalet skolen, og skal optræde som eksemplariske rollemodeller / forbilleder. I det hele taget er den voksne, personale som forældre altid rollemodeller for børnene. Både ens egne som andres.
På Urbanskolen vil vi gerne opfordre alle til at være bevidste om dette. Børnene lærer af forældrene– læring om og påvirkning af adfærd i trafikken forgår også – og nok allermest, når børn færdes med deres forældre på veje og stier uden for skolens område. Den voksnes betydning som rollemodel vil også være et emne på f.eks forældremøder.
På Urbanskolen har vi til stadighed fokus på at gøre elevernes færden i trafikken så sikkert og trygt som muligt. Det er en opgave, som vi er mange om at løse. Skolebestyrelsen har løbende trafik på dagsordenen og samarbejder gerne med grundforeninger og øvrige interessenter i lokalområdet for forbedringer af færdsels og trafiksikkerheden.
Skolens ledelse samarbejder med Vej & Park, Esbjergkommune, der har fokus på
trafikfremmende foranstaltninger herunder skolevejsprojekter. Ligeledes er der ledelsesfokus på kampagner herunder lygtekontrol mm i samarbejde med nærpolitiet.
På Urbanskolen deltager færdselskontaktlærerne i et netværk med Politiet, Vej &
Park samt Rådet for Sikker Trafik.
Færdselsundervisning på alle klassetrin
Ifølge folkeskoleloven er færdselslære et obligatorisk emne fra børnehaveklasse til 9. klasse. Det er ikke et selvstændigt fag men indgår som en del af undervisningen i de obligatoriske fag. Eleverne skal opnå kompetencer indenfor 2 områder :
- Trafikal adfærd
- lykkeshåndtering.
Trafikal adfærd:
Efter 3. klassetrin
Eleven kan færdes sikkert i trafikken i lokalområdet
Efter 6. klassetrin
Eleven kan færdes sikkert i trafikken
Efter 9. klassetrin
Eleven kan færdes sikkert og ansvarsfuldt i trafikken
Ulykkeshåndtering
Efter 3. klassetrin
Eleven kan hjælpe i forbindelse med tilskadekomst på skolens område
Efter 6. klassetrin
Eleven kan give førstehjælp ved tilskadekomst i trafikken
Efter 9. klassetrin
Eleven kan give livreddende førstehjælp ved tilskadekomst i trafikken
Færdselskontaktlærere
På skolen har vi en færdselskontaktlærer, der kan inspirere til god færdselsundervisning og varetage kontakten til politi og kommune.
Færdselsundervisning på Urbanskolen
På Urbanskolen er klasselærerne i samarbejde med færdselskontaktlæreren og
underviserne i UUV ansvarlig for færdsels-undervisningen på alle klassetrin.
0. - 3. klassetrin
Emner
- Adfærd i trafikken
- Fx ”Find skiltet”
- Ulykkeshåndtering
- Fx ”Hvad gør jeg hvis nogen kommer til skade”
Handlinger
Gå-prøve 0. klassetrin.
Materialer
Materialer fra Rådet for sikker trafik
www.sikkertrafik.dk
4. - 6. klassetrin
Emner
- Adfærd i trafikken
- Fx ”Rød-gul-grøn du må gå” om elevernes egen adfærd i trafikken
- Ulykkeshåndtering
- Fx ”Basal førstehjælp”
Handlinger
Cyklistprøve i samarbejde med nærpolitiet
Materialer
Materialer fra Rådet for sikkertrafik.dk
7. - 9. klassetrin
Emner
Adfærd i trafikken
Fx ”Dialog om konsekvenser af trafikulykker”
Ulykkeshåndtering
Fx Førstehjælpskursus
Handlinger
Førstehjælpskursus
Sikker trafik LIVE-foredrag
Materialer
Materialer fra Rådet for sikkertrafik.dk
- Forældre som kører deres barn i skole kan benytte parkeringspladsen med indkørsel fra Danmarksgade.
- Der er cykelparkering ved indgangen fra Norgesgade.
- Der er cykelparkering ved alle indgange til skolen.
- Forældre der kører deres barn til skole bedes sætte barnet af ved parkeringspladsen med indkørsel fra Ringen ( Hallen ) eller parkeringspladsen med indkørsel fra Ewalds Allé.
- Forældre som kører deres barn i skole bedes sætte barnet af på Søndervangen.
- Indkørslen og holdeplads foran centret kan kun benyttes til transport med elever til Specialundervisningscentret.
- Der er cykelparkering ved alle indgange til skolen.
Mobilpolitik
Politik for anvendelsen af mobiltelefoner og andre digitale medier
Urbanskolen vil i et samarbejde mellem forældre, elever og ansatte skabe en skole, hvor mobiltelefoner og digitale medier ses som naturlige kommunikationsværktøjer i elevernes hverdag. Vi ønsker at fremme dannelsen af god, fornuftig og tidssvarende mobiltelefonkultur, hvor vi ser positivt og anerkendende på tilgangen til brugen af mobiltelefoner og de muligheder, disse giver.
Urbanskolen har derfor en tydelig og kendt mobil og digital-etik for 0.-9. klasse samt et regelsæt for anvendelsen af mobiltelefoner, tablets mv. i både undervisningen og pauserne.
Mobiltelefoner må ikke være et forstyrrende element i undervisningen.
Ligeledes må mobiltelefonen ikke blive en genstand, der har negativ indflydelse på børnenes sociale udvikling – men man skal ikke underkende mobiltelefonernes sociale funktion i nutidens ungdomskultur.
Digital dannelse
I forbindelse med anvendelsen af mobiltelefoner, smartwatches og digitale medier gælder det for Urbanskolen:
• at vi vil fremme dannelsen af en god, fornuftig og tidssvarende mobiltelefonkultur ved, at der sættes kontinuerligt fokus på brugen af digitale midler og digital-etik i undervisningen på alle årgange.
• at mobiltelefoner kan indarbejdes og bruges som et effektivt læringsredskab i undervisningen.
• at vi vil give eleverne en digital dannelse, hvor der som en naturlig del af undervisningen arbejdes med opførsel, digitale spor, kildekritik mm.
Regler for anvendelsen af mobiltelefoner og digitale medier
0.-2. klasse:
Brug af mobiltelefoner, iPads og lign. er ikke tilladt i skoletiden – dette gælder både timer, frikvarterer og i SFO’en. Hvis en lærer eller pædagog vurderer, at den kan bruges i undervisningen, kan den på forespørgsel medbringes. Hvis en elev har et særligt behov for at medbringe en mobiltelefon, kan dette aftales med lærer/pædagog (f.eks. ved kronisk sygdom eller brug ved transport).
3.-6. klasse:
Brug af mobiltelefoner, iPads og lign. er ikke tilladt i timerne eller frikvartererne. Hver klasse har en kasse til mobiltelefoner eller den opbevares i tasken efter aftale med klasselæreren. Dette aftales individuelt i de enkelte klasseteams. Mobiltelefonen kan naturligvis tages i brug, hvis undervisningen kræver det.
7.-9. klasse:
Brug af mobiltelefoner, iPads og lign. er ikke tilladt i timerne. . Hver klasse har en kasse til mobiltelefoner eller den opbevares i tasken efter aftale med klasselæreren. Dette aftales individuelt i de enkelte klasseteams. Mobiltelefonen kan naturligvis tages i brug, hvis undervisningen kræver det. Det er tilladt at anvende dem i frikvartererne. Vi anbefaler dog, at eleverne har disse slukket i frikvartererne også.
Regler i SFO
Brug af mobiltelefon og andre digitale medbragte medier er ikke tilladt, medmindre at pædagogerne vurderer, at der er et pædagogisk formål og/eller en social begrundelse for at anvende den i SFO tid. Dette er op til den enkelte pædagog at vurdere.
Mobiltelefonen og/eller andre digitale medier skal opbevares i tasken.
Regler i Fritidsklub
Brug af mobiltelefon og andre digitale medbragte medier er kun tilladt, hvis pædagogerne vurderer, at der er et pædagogisk formål og en social begrundelse for at anvende den i Klub tid. Dette er op til den enkelte pædagog at vurdere. Mobiltelefonen og/eller andre digitale medier skal opbevares i tasken.
Regler for anvendelsen af PC i undervisningen (5.-9. kl.)
PC i undervisningen kan meget nemt blive til et forstyrrende element i undervisningen, hvorfor vi opfordrer til, at PC’er udelukkende anvendes til reelt undervisningsbrug.
Er der ikke noget konkret behov for at de anvendes i undervisningen, skal de lukkes ned, så eleverne får optimalt udbytte af undervisningen. Eleverne har rådighed over deres medbragte PC hele dagen og de har selv ansvaret for den.
Hvis reglerne brydes
Hvis reglerne ikke overholdes, inddrages mobiltelefon/smartwatch/tablet med besked om, at den kan hentes på kontoret eller hos læreren, når skoledagen er slut.
En elevs uetiske brug af mobiltelefonen eller digitale medier meddeles hjemmet af ledelsen.
Det er forældrenes ansvar, hvis barnet medbringer mobiltelefon eller andre digitale medier. Skolens forsikring dækker ikke i forbindelse med ulykke eller skade.
Etiske regler for brug af mobiltelefoner og digitale medier på Urbanskolen - børnene
Tænk dig om, når du bruger din mobiltelefon i skolen.
Brug ikke nedsættende/ diskriminerende, hånende sprogbrug om andre eller til andre. Det er digital mobning.
Send ikke trusler til andre - det er strafbart, og det er mobning.
Lad dig ikke fotografere/optage, hvis du ikke er helt sikker på, hvad billedet eller filmen skal bruges til.
Brug af mobiltelefoner på skolen skal være velbegrundet og kendt for omgivelserne.
En person på et billede kan altid kræve billedet slettet.
Billeder, video eller snaps med personer på må ikke lægges på internettet, medmindre personernes forældre har givet skriftlig tilladelse til det.
Undervisningen må ikke filmes uden godkendelse.
Lad være med at bruge mobiltelefonen til at løse konflikter i skolen. Prøv altid selv at løse konflikterne.
Kontakt en voksen på skolen, hvis der er brug for det. Ring ikke til din mor eller far.
Etiske regler for brug af mobiltelefoner og digitale medier på Urbanskolen – forældrene
Det er vigtigt, at man som forældre overvejer, hvornår og hvorfor barnet skal have en mobiltelefon med i skole. Vores anbefaling er, at en mobiltelefon primært skal være en hjælp i forhold til transport til og fra skole, hvilket også er retningsgivende for, hvornår barnet har brug for en mobiltelefon – nemlig når barnet skal til at klare skolevejen alene.
Som forældre er det yderst sjældent, I har behov for at ringe til jeres børn i skoletiden. Vi mener også, at børnene har det bedst med, at dagens aftaler er på plads inden de kommer i skole.
Mobiltelefonen er ikke nødvendig for at skabe venskaber, selvom det i dag kan komme til at lyde sådan og den kan også være en hæmsko i forhold til nærvær i samværet.
Hvis dit barn ringer til dig i skoletiden om en konflikt, hjælper du bedst ved at opfordre til, at de selv prøver at løse konflikten, eller at de kontakter en voksen på skolen.
Begynd ikke at løse konflikten for dit barn. Personalet på skolen, i SFO’en og Klubben har den faglige kompetence til at vurdere den enkelte situation og eventuelt deltage i afhjælpningen af den.
Det kan være meget vanskeligt som forældre at hjælpe på en god og konstruktiv måde, når man kun har hørt om en konflikt fra den ene part og kun har hørt om den via telefonen.
Stol på, at dit barn med de professionelle voksnes hjælp kan klare problemet.
Skolen vil altid kontakte dig, hvis der er behov for det.
Specielt til personalet:
Sørg altid for at have din arbejdstelefon på dig, så forældre kan komme i kontakt med dig, hvis det bliver nødvendigt.
Evaluering af ovenstående politik
Pågældende politik træder i kraft fra februar 2020 og evalueres ved Skolebestyrelsen møde i september 2020.
Skoleudviklingssamtale
Herunder finder du referater af vores skoleudviklingssamtaler: