Talking Statues: Bliv ringet op af kongen

Har du nogensinde tænkt på alt det, rytterstatuen på Torvet har oplevet? Højt hævet over byens liv har kong Christian d. 9. været vidne til Esbjergs liv. Nu kan du få kongen til at ringe dig op på dansk eller engelsk. Du skal blot scanne QR-koden ved værket og besvare opkaldet.

    Sådan gør du

    Gennem konceptet Talking Statues får fire af byens mest markante kunstværker en stemme.

    Ved hvert værk finder du en QR-kode – scanner du den, kan du høre kunstværket selv fortælle sin historie, formidlet på en levende og underholdende måde.

    Fire af Esbjergs fremtrædende skulpturer kan ringe dig op og give deres perspektiv på livet, kunsten og byen

    Stor Bølge

    Her kan du høre bølgen bruse med fortællinger om havet, naturens kræfter og Esbjergs nære forhold til Vesterhavet. Lyt foran Esbjerg Rådhus.

    Christian 9.s rytterstatue

    Statuen af kongen, der grundlagde Esbjerg i 1868, deler sin historie og giver et historisk perspektiv på byens tilblivelse. Hør fortællingen på Torvet.

    "Esbjerg" af Robert Jakobsen

    Den store jernskulptur fortæller med humor og kant om at være til debat i hele byen. Hør historien ved Esbjerg Kunstmuseum.

    Heerups Have

    Her møder du Henry Heerups dyrerige univers, hvor du inviteres til at se haven med nye øjne.