Dit barns hverdag
I Børnehuset Trætoppen har vi altid gang i en masse spændende aktiviteter. Der er plads til både leg og til læring - og ofte på samme tid. Vi har faste rutiner for hverdagen, og i løbet af året har vi forskellige traditioner.
Vi arbejder ud fra de 6 pædagogiske læreplanstemaer som vi har beskrevet i ”den styrkede pædagogiske læreplan”. De 6 pædagogiske læreplanstemaer er;
- Alsidig personlig udvikling
- Social udvikling
- Kommunikation og sprog
- Krop sanser og bevægelse
- Natur, udeliv og science
- Kultur, æstetik og fællesskab
På hver stue laver vi en aktivitetsplan for en periode, hvor der planlægges aktiviteter der passer til børnene i gruppens alder og behov. På Aula kan du følge med i dit barns hverdag, hvad de har lavet på stuen og hvis der er noget du skal tage højde for fx mødetid til en tur.
Planer og traditioner i Børnehuset Trætoppen
Vi forsøger at tilrettelægge hverdagen således at den tilgodeser det enkelte barns behov. Dagsrytmen er derfor vejledende.
- 06.15-07.30: På Girafferne og Pandaerne går de mindste børn. Der åbnes op på Panda stuen. Der er personale fra begge grupper hver morgen.
- 06.15-07.00: De ældre børn går på Aberne og Elefanterne. Der åbnes op på Elefanterne. Det er skiftevis en voksen fra Aberne eller Elefanterne, der er der om morgenen til at tage imod børnene.
- 07.00: Aberne går ned på deres egen gruppe. Leg og aktiviteter forsætter på begge grupper.
- 07.30: Girafferne går ned til deres egen gruppe. Leg og aktiviteter forsætter på begge grupper.
- 08.30-09.00: De mindste børn (blebørn) er på skift på toilettet/vaske hænder.
- 08.30-09.00: Børnene tilbydes en formiddagsmad
- 09.00-09.30: Holder vi samling i hele huset. Det er rigtig godt at børnene er med til samling hver dag, det er her de pædagogiske aktiviteter starter og dagens program gennemgås. Vi synger, snakker om vejret, hvem der er her/holder fri og laver forskellige lærerige aktiviteter. Længden og indhold varierer alt efter børnenes alder og kunnen.
- 09.30-10.45/11.00: Vi arbejder i mindre grupper med forskellige aktiviteter/lege gerne ud fra et overordnet tema, ude eller inde (eks. modellervoks, magisk sand, sansekasser, maler/tegner, kreative ting fremstilles, bygger/leger med Plus-Plus, magneter, Lego, dukker, biler, dyr mm.) eller vi går en tur i området eller tager på tur med vores egen bus eller med bybussen.
- 10.45-11.30: Spiser vi middagsmad. Grupperne starter på lidt forskellige tidspunkter med at spise – de mindste starter først.
- 11.30-14.00: De mindste børn bliver puttet i barnevogn/krybber eller, når de bliver større, på en madras indenfor.
- 12.00-14.00: De børn der ikke sover leger på legepladsen.
- 14.00-14.30: Spiser vi eftermiddagsmad.
Derefter er der leg og aktiviteter på stuen eller udenfor på legepladsen.
Af hensyn til den daglige rytme og planlagte aktiviteter vil vi gerne have at børnene er her senest kl. 8.45
I Børnehuset Trætoppen går vi meget op i traditioner, og følger disse.
Et år kan se sådan ud:
Januar: Huset er pyntet med pynt der relaterer til årstiden.
Februar: Vi pynter op og gør klar til fastelavnsfest. Vi maler tønder og taler om hvad fastelavn er for noget.
Marts: Huset er pyntet med pynt der relaterer til årstiden.
April: Vi gør klar til påsken og laver påskeaktiviteter.
Maj:Vi holder blomstens dag, hvor bedsteforældrene kommer og hjælper til med at plante flotte blomster på legepladsen.
Juni: Sommeren er på vej – og vi opholder os mere og mere ude. Vi holder Skt. Hans med bål, grill og sang. Vi holder også vores store sommerfest.
Juli: Sommerferie. Her er plads til hygge og små ture i nærområdet eller med vores bus til andre steder i Esbjerg og omegn. Vi siger på gensyn til vores børn der skal i skole, og holder afslutningsfest for dem.
August: Sommerferien er ved at slutte, og vi nyder stadig det gode vejr udenfor. Vi pynter huset op med sommer-ting.
September:Nu gør vi klar til efteråret og arbejder meget med forandringerne i naturen og vejret.
Oktober:Denne måned handler om efterårsferien og om Halloween – der blive lavet pynt, græskar, lysfest og de større børn males i ansigterne.
November: Vinteren nærmer sig, og huset gøres hyggeligt med pynt der passer til årstiden. Vi begynder at lave julegaver til mor og far.
December:Julemåneden er fyldt med pynt, aktiviteter, ture og hygge. Stuerne holder hver et angement for forældrene, hvor der inviteres på julehygge.
Gennem hele året arbejdes der med læreplanstemaer, forskellige projekter og hvad der passer til børnegruppen. Den ovenstående årsplan er blot vejledende, og kan derfor variere.
Vi fejrer dit barns fødselsdag i institutionen. Vi sætter flag frem, synger for dit barn, råber hurra og dit barn bliver fejret og er i centrum på dagen. Vi tager billeder og ligger på Aula, så du også kan følge med og se hvad dit barn har oplevet på dagen.
Henvend dig til personalet og aftal nærmere.