Politikker og strategier
Her har vi samlet politikker og strategier for Gørding Skole. Har du spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte personalet.
Forretningsorden Gørding Skole
§ 1
stk. 1.:
Skolebestyrelsen består af 6 forældrerepræsentanter, 2 elevrepræsentanter og 2 medarbejdere.
stk. 2.:
Ledelsen deltager med taleret. Ledelsen udgør skoleleder og afdelingsleder (referent).
stk. 3.:
Alle bestyrelsens valgte medlemmer har stemmeret.
stk. 4.:
Elevrepræsentanter må ikke overvære sager, der vedrører enkeltpersoner.
Stk.5:
Suppleanter tiltræder ved afgang fra forældrerepræsentanter.
Stk 6:
Ved længerevarende sygdom fra forældrerepræsentanter indtræder suppleanterne midlertidig.
§ 2:
stk. 1.:
Hvert andet år vælger bestyrelsen på sit første møde efter sommerferien formand og næstformand for perioden frem til juni i den kommende periode, samt fastsætter sin forretningsorden.
§ 3:
stk. 1.:
Skolebestyrelsesmøder afholdes for lukkede døre.
stk.2.:
Skolebestyrelsen kan efter eget skøn indbyde andre til at deltage i drøftelserne af dagsordenpunkter.
§ 4:
stk. 1.:
Ved skoleårets start fastlægges en møderække gældende for hele skoleåret. Skolebestyrelsen kan indkalde til ekstraordinære møder, så ofte formanden eller 1/3 af bestyrelsens medlemmer ønsker det, med afgivelse af punkter til dagsordenen.
stk. 2.:
Formanden og skoleleder fastsætter tid og sted for møderne.
§ 5:
stk. 1.:
Hvis der er færre forældrevalgte end ansatte til et skolebestyrelsesmøde, kan mødet aflyses.
Forfald meldes tidligst muligt til skolelederen.
§ 6:
stk. 1.:
Skolelederen udsender i samarbejde med formanden dagsorden 7 dage før mødet. Bilag kan eftersendes op til 4 dage før mødet.
stk. 2.:
Punkter, hvori elevrådets repræsentanter deltager, behandles først. Såfremt et medlem ønsker et punkt optaget på dagsordenen, skal det meddeles formanden senest 10 dage før mødet afholdes.
stk. 3.:
Forud for hvert møde kan formand og skoleleder afholde et forberedende møde.
stk. 4.:
Dagsordenen omfatter punkter fra skoleforvaltningen og punkter til sikring af drift og udvikling af skolen.
stk. 5.:
I særlige tilfælde kan formand indkalde til møde med kortere varsel. Når mødet indkaldes, skal formanden så vidt muligt forinden underrette medlemmerne om de sager, der skal behandles på mødet.
stk. 6.:
Formanden er berettiget til at træffe beslutninger og ekspedere presserende sager, som forelægges til det kommende møde.
§ 7:
stk. 1.:
Skolebestyrelsen er beslutningsdygtig, når halvdelen af de stemmeberettigede er tilstede.
§ 8:
stk. 1.:
Medlemmerne kan kun deltage i bestyrelsens afstemninger, når de er personligt tilstede under disse.
Stk. 3:
Skolebestyrelsesmedlemmer kan i særlige tilfælde deltage via Teams med samme beføjelser som under stk. 1.
stk. 2.:
Intet medlem kan alene udøve bestyrelsens beføjelser, medmindre der er besluttet delegation. Samt forhold der vedkommer § 6, stk. 6.
§ 9:
stk. 1.:
Formanden leder møderne og er ordstyrer.
stk. 2.:
Har formanden forfald ledes møderne af næstformanden.
§ 10:
stk. 1.:
Alle beslutninger træffes ved simpelt stemmeflertal. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.
stk. 2.:
Alle skolebestyrelsesmedlemmer drager omsorg for at bestyrelsens beslutninger føres ud i livet.
§ 11:
stk. 1.:
Skolebestyrelsens referent laver på eller umiddelbart efter skolebestyrelsens møder et mødereferat. Referatet rundsendes til godkendelse i Aula til skolebestyrelsens medlemmer. Medlemmerne har godkendt referatet med mindre de inden for 5 dage har kommentarer til referatet. Har man ændringer og/eller kommentarer til referatet sendes disse til alle medlemmer.
stk. 2.:
Ethvert medlem kan, i kort form, forlange afvigende opfattelse tilført referatet og medsendt bestyrelsens udtalelser og beslutninger.
stk. 3.:
Referat af bestyrelsens beslutninger, der ikke vedrører personsager, skal være offentligt tilgængeligt på skolens hjemmeside.
§ 12:
stk. 1.:
Skolebestyrelsen udøver sin virksomhed i henhold til bekendtgørelse om gældende lov om folkeskolen og inden for de rammer, der er fastlagt af kommunalbestyrelsen.
§ 13:
Skolebestyrelsen er en professionel bestyrelse, der arbejder ud fra følgende retningslinjer for arbejdsform i skolebestyrelsen:
- Skolebestyrelsens formål er at samarbejde med skolens ledelse og medarbejdere i at kunne udføre deres kerneopgave – elevernes trivsel og læring.
- Skolebestyrelsens arbejde foregår bl.a. ved at udarbejde principper, ved at svare på høringsbreve og andre relevante forhold, der har betydning for skolens drift.
- Skolebestyrelsesarbejdet foregår på møder.
- På skolebestyrelsesmøderne har alle parter mulighed for at udtale sig og drøfte relevante forhold til de emner, der arbejdes med. Beslutninger sker ved almindeligt flertal og ved en demokratisk proces, hvor alle har pligt til at udtale sig og lytte til andre.
- Såfremt man har standpunkter, der ikke repræsenteres af flertallet, er der mulighed for, i kort form, at få disse standpunkter ført til referat.
- Det er skolebestyrelsen, der beslutter, såfremt der skal undersøges specifikke emner mellem 2 skolebestyrelsesmøder og om der nedsættes arbejdsgrupper mellem møderne.
- Alle er forpligtet til at være loyal udadtil over for de beslutninger, der er truffet på et skolebestyrelsesmøde.
- Skolebestyrelsesmøder er lukkede møder. Man må ikke referere, hvad andre har sagt på skolebestyrelsesmødet.
- Som medlem af skolebestyrelsen er man omfattet af Straffelovens regler om tavshedspligt § 152.
- Det er vigtigt, at når man agerer som skolebestyrelsesmedlem, gør man det som repræsentant for den samlede skolebestyrelse og ikke for egen vindings skyld.
- Ved spørgsmål til udleveret materiale eller behov for at få uddybet emner, der er drøftet på skolebestyrelsesmøderne, retter man henvendelse til formanden eller skolelederen.
- Det er skolelederen, der er ansvarlig for at implementere skolebestyrelsens værdier, principper mv. på skolen.
Godkendt på skolebestyrelsesmøde, 17/8 2026
Antimobbestrategi
På Gørding skole tolerer vi ikke mobning af nogen form. Mobning er et fælles problem, som vi kun kan løse og forebygge i fællesskab - skole, forældre og elever.
Denne antimobbestrategi er vores fælles fundament for indsatsen mod mobning.
Hvad er mobning og mobbelignende situationer
Mobning er handlinger, der holder en eller flere elever uden for fællesskabet, bevidst eller ubevidst. Mobning opstår i fællesskaber som mangler noget positiv at samles om, og foregår ved forskellige typer handlinger, der markerer hvem, der holdes udenfor. Mobning udspringer af utrygge kulturer, der opstår i sociale sammenhænge, man ikke kan trække sig fra. I skolen eller på uddannelsessteder kan mobning være den fællesskabsform, der skaber sammenhængskraft. Vi er sammen om at udstøde andre fra fællesskabet. Årsagen til, at der foregår mobning eller mobbelignende situationer skal typisk findes i den manglende tolerance i fællesskabet og ikke ved at se på, hvad, der bliver mobbet med eller hvem, der bliver mobbet. At forstå mobning handler derfor om mere end at udpege et offer og en mobber. Det handler om at få øje på gruppens mønstre – at se på elevernes indbyrdes samspil og positioner. Mobning er et gruppefænomen, og bekæmpelse af mobning i skolen og på uddannelsessteder handler i høj grad om at ændre kollektive dynamikker mellem eleverne. Mobning handler altså ikke om svage elever, men om elever, som bliver gjort svage i et fællesskab (DCUM.dk)
Der er ifølge Dansk Center for Undervisningsmiljø (DCUM) særligt 8 tegn, som kan være udtryk for, at der i et fællesskab er mobning eller mobbelignende situationer, herunder:
- Drilleri, der ikke længere er for sjov.
Drilleri er en form for adfærdssprog mellem mennesker. Det er typisk enkeltstående, tilfældige og spontane situationer, i modsætning til mobning, som er en systematisk udstødelse. Drilleri kan også være generende, men i modsætning til mobning fører drillerier ikke til at nogen bliver ekskluderet fra fællesskabet. Situationer med drilleri kan se uskyldige ud, så det er vigtigt, at den voksne er nysgerrig på, om der er en særlig forhistorie til det, der foregår.
- Konflikter, der ikke længere kan løses.
Mobning og konflikter har forskellige mønstre og løsningsstrategier. I konflikter er der et positivt udviklingspotentiale, hvor parterne er ligeværdige og kan motiveres til at finde en løsning. Mobning er ofte personfikseret og fører til at en eller flere personer bliver ekskluderet fra fællesskabet.
- Udstødelseshandlinger, der bliver systematiske.
Mobning er gentagne udstødelseshandlinger i en gruppe, hvor udstødelsen af andre bliver en del af et mønster. Udstødelseshandlingerne er ofte i form af eksklusion eller ydmygelse. Eksklusionen kan både gå ud over de samme hele tiden og det kan skifte, hvem det går ud over. Det kan være tegn på mobning eller lignende.
- Utryghed i fællesskabet.
Mobning udspringer ofte af utrygge fællesskaber. Et utrygt fællesskab kan opstå når eleverne ikke har noget positivt at samles om. Derfor holder man i højere grad øje med hinanden, og hvis en person træder ved siden af, er der en risiko for, man bliver nedgjort.
- Lav tolerancetærskel i fællesskabet.
Fællesskabets tolerancetærskel er ofte afgørende for, om der finder mobning sted. Børn og unge træder ind i fællesskaberne med forskellige forudsætninger, og i et mobbefællesskab er der typisk en lav tolerancetærskel i forhold til forskelle. Det er altså ikke en persons handlinger, adfærd eller personlighed som er årsagen til mobning, men i stedet fællesskabets lave tolerance over for forskelligheder.
- Manglende empati
Angsten for at blive ekskluderet fra fællesskabet kan blive styrende for den enkelte, og ligefrem føre til at empati for andre tilsidesættes. Mobbemønstre udspringer således ikke af bevidst ondskabsfuldhed, men skyldes ofte en overlevelsesstrategi, hvor ønsket om at blive accepteret i gruppen fylder mere end medlidenhed med den der bliver mobbet.
- Magtubalance i fællesskabet.
Mobning opstår ofte i en magtubalance, hvor det er socialt accepteret, at en eller flere personer er mindre værd end andre.
- Ensomme elever i fællesskabet.
Ensomhed kan skabe grobund for mobning. I klasser eller på årgange, hvor flere oplever ensomhed, forekommer der oftere mobning end i sunde og inkluderende fællesskaber (DCUM.dk).
Hvornår skal vi gribe ind?
Alle elever har ret til en god og tryg skolegang i et fællesskab med andre børn. Det er noget vi på Gørding skole tager meget seriøst. Det betyder, at vi hele tiden har fokus på at opbygge stærke børnefællesskaber med tryghed og tolerance.
Mobning og utrygge fællesskaber er et komplekst fænomen, og det kan være vanskeligt at vurdere, hvornår en situation skal håndteres efter undervisningsmiljølovens regler. Et vigtigt pejlemærke er, at skolen skal handle allerede når det sociale samspil i en gruppe er presset og utrygt.
Børn har forskellige grænser for, hvornår de kan føle sig krænket og forfulgt. Det er vigtigt, at være opmærksom på denne spændvidde uden hverken at overdramatisere eller bagatellisere. Selv om der eksisterer definitioner på mobning, skal de aldrig bremse for, at man som voksen anerkender et barns oplevelse og følelser (DCUM.dk).
Sådan håndterer vi henvendelser eller mistanke om mobning eller mobbelignende situationer
Hvis en elev, en forælder eller en fagprofessionel ytrer bekymring for mobning eller lignende igangsættes følgende procedure.
- Den pædagogiske leder/skolelederen vurderer om der skal sættes akut ind.
- Skolen har 10 skoledage til at undersøge sagen, afdække miljøet i klassen/konteksten og vurdere om der er tale om mobning eller lignende.
- Hvis skolen vurderer, at der ikke er tale om mobning eller lignende, skal vi løse problemerne, men kan gøre det på den måde vi finder hensigtsmæssig.
- Hvis skolen vurderer, at der er tale om mobning eller lignende igangsættes nedenstående procedure.
- Skolen skal orientere forældrene om afgørelsen og samtidig orientere og vejlede forældrene i forhold til deres muligheder for at klage over afgørelsen til Den nationale klageinstans mod mobning.
Procedure i forbindelse med mobning eller lignende:
- Teamet og skolens ledelse igangsætter med udgangspunkt i afdækningen relevante tiltag, disse beskrives i udviklingsplaner og fokuspunkter i H&H.
- Forældrene orienteres om tiltagene.
- Tiltagene evalueres og justeres løbende, indtil at skolen vurderer, at der ikke længere er mobning eller lignende.
- Forældrene orienteres løbende og afslutningsvis.
Den nationale klageinstans mod mobning
Ifølge undervisningsmiljøloven kan en elev eller dennes forældre klage til Klageinstans mod mobning, hvis skolen eller uddannelsesstedet ikke gør tilstrækkeligt for at forhindre mobning generelt, eller for at standse konkrete mobbesituationer på skolen. Ex. Hvis:
- Skolen ikke reagerer på en henvendelse vedr. mobning inden for 10 skoledage.
- Skolen ikke har en forebyggende antimobbestrategi.
- Skolen ikke udarbejder eller gennemfører en handleplan på baggrund af en henvendelse, eller hvis handleplanen ikke er tilstrækkelig til at standse mobningen.
- Skolen ikke foretager midlertidige foranstaltninger for at standse mobningen.
- Skolen ikke har informeret forældrene om handleplanen (udviklingsplaner og fokuspunkter i H&H) for at stoppe mobningen.
- Hvis skolen vurderer, at der ikke er tale om mobning og man er uenig heri.
Man skal være forældremyndighedsindehaver eller værge for at kunne klage, og barnet skal stadig være elev på skolen. Man kan klage både mundtligt og skriftligt til enten en lærer, pædagog eller skoleledelsen. Hvis enighed ikke kan opnås, skal skolen sende klagen videre til forvaltningschefen, der behandler klagen. Hvis forvaltningschefen ikke kan opnå enighed sendes klagen videre til Den Nationale Klageinstans mod Mobning.
Forebyggelse
Det vigtigste redskab i forebyggelsen af mobning er at opbygge stærke fællesskaber. På Fortunaskolen arbejder vi med fem greb.
- Udviklingsplaner i Hjernen og Hjertet for alle klasser
På Gørding skole udarbejder alle klasseteams en udviklingsplan i Hjernen & Hjertet med henblik på at skabe stærke børnefællesskaber og deltagelsesmuligheder for alle børn. I udviklingsplanen beskrives det bl.a., hvordan man vil ”holde øje” med de 8 tegn på mobning. Udviklingsplanen udarbejdes forud for skoleåret og deles med forældrene. Udviklingsplanen evalueres minimum 2 gange årligt.
- TOPI
På Gørding skole laver vi hvert år i perioden 1. januar til 1. marts TOPI vurderinger. Formålet hermed er, at sikre en systematisk opfølgning og tidlig indsats for alle elever på skolen.
- De nationale trivselsmålinger
På Gørding skole følger vi systematisk op på de nationale trivselsmålinger. Vi gennemgår data og sætter på baggrund heraf tiltag i gang på skolen.
- Digital antimobbestrategi
På Gørding skole har vi en digital antimobbestrategi. For de fleste børn og voksne er den digitale verden en helt integreret del af hverdagen, men når det kommer til mobning adskiller digital mobning sig særligt på 4 parametre:
Anonymitet: Meget af den digitale mobning foregår anonymt, man ved ofte ikke hvem og hvor mange der er indblandet, hvilket giver ekstra meget usikkerhed.
Stopper ikke: Digital mobning foregår et sted, hvor børnene opholder sig meget og hvor de ikke kan undslippe. Hvis man slukker telefonen eller computeren dukker beskederne op når man tænder igen og det giver en følelse af, ikke at kunne undslippe.
Eksponering: Den digitale mobning foregår et offentligt sted, hvor ”alle” kan læse med og det kan forstærke usikkerheden og følelsen af ydmygelse og at miste kontrol.
Flydende roller: I digitale konflikter er rollerne ofte flydende. Mobning avler mobning og dermed er det ofte de samme børn som mobber og bliver mobbet (DCUM.dk)
På Gørding skole arbejder vi sammen med forældrene og eleverne om at opbygge en god digital kultur. Vi arbejder i den forbindelse med:
- Et tæt samarbejde mellem skole, hjem og andre relevante aktører
- At styrke elevernes digitale dannelse
- Rådgive forældre med udgangspunkt i DCUM’s råd til forældre omhandlende digital mobning herunder: Give retningslinjer, vise interesse, være i stand til at hjælpe og være en god rollemodel (DCUM.dk)
Vi har fokus på trivsel og fællesskaber i klassen…
Vi arbejder bl.a. med:
Trivselsforløb i udskolingen
Hjernevenner
Klassemøder
Venskabsklasser
Ugentlig trivselstime i alle klasser
Oplevelser ud af huset
Kendte voksne i klassen
Legeaftaler før pauser
Pause evalueringer
Sociale aktiviteter
Fejrer fødselsdage
Klasseregler
Fællesskabslege
Massagehistorier
Vi har fokus på trivsel og fællesskaber på skolen…
Vi arbejder bl.a. med:
Samarbejde på tværs af klasser og årgange
Legepatrulje
Venskabsklasser
Fælles studieuge
Fagdage
Frikvarterer med turneringer på tværs
Interesse fællesskaber
Besøg på skolen af Børns vilkår
Løsningshjulet
Aktiviteter i pauserne
Store elever laver undervisning for de små
De små handler ved de store i boden
Fælles sociale aktiviteter i faserne
Elevrådet
Besøg af børnemobilen
SSP
Vi har fokus på forældrenes rolle - Fællesskaber om børn skaber fællesskaber mellem børn…
Vi arbejder bl.a. med:
Åben klasse
Forældrearrangementer/møder
informations aftener
Forældreråd
Forældrenetværks arrangementer
Parat til smart skolestart (førskole)
Vi har fokus på fælles arrangementer…
Vi arbejder bl.a. med:
Skolefest
Fastelavn
Motionsdag
Juleklip
Fællesskabsdage arrangeret af elevrådet.
Sportskaravaner
Vi har fokus på de fagprofessionelle…
Vi arbejder bl.a. med:
En anerkende tilgang til alle børn
Viden og kompetence i forhold til konflikthåndtering
Rolige voksne, som tager ansvar og er opmærksom på dynamikker.
Forventningsafstemning på voksenplan.
Vi har fokus på kulturen…
Vi arbejder bl.a. med:
Hvor alle medarbejdere, ledere, forældre og elever er rummelige og hvor forskellighed er en naturlighed og en styrke for fællesskabet.
Anerkendende tilgang til hinanden
Italesætte forskellighed
Fælles menneske og børnesyn
Fokus på hvordan der tales med og om hinanden, voksne og børn imellem.
Den forebyggende antimobbestrategi evalueres en gang årligt.
Vi har fokus på digital dannelse og trivsel
På Gørding skole arbejder vi sammen med forældrene og eleverne om at opbygge en god digital kultur. Vi arbejder i den forbindelse med:
- Et tæt samarbejde mellem skole, hjem og andre relevante aktører
- Vi styrker elevernes digitale dannelse. Alle klasseteams fra 3.-9. klasse beskriver i deres udviklingsplan, hvordan de arbejder med digital dannelse.
- Vi rådgiver forældre med udgangspunkt i DCUM’s råd til forældre omhandlende digital mobning. Vi inviterer alle forældre ind til oplæg med SSP i starten af 4. klasse og igen i overgangen mellem 6. og 7. klasse, hvor forældrene rådgives i og får mulighed for at, drøfte hvordan man som forældre kan: give retningslinjer, vise interesse, være i stand til at hjælpe og være en god rollemodel.
Ordblindeindsats på Gørding Skole
Gørding Skoles Principper
Formål:
På Gørding Skole:
- arbejder vi for, at alle børn – uanset baggrund og forudsætninger – oplever en tryg og meningsfuld hverdag, hvor aktiviteterne bygger på trivsel, dannelse og læring.
- arbejder fritidstilbuddets ansatte tæt sammen med skolens øvrige personale og i samarbejde med forældrene for at understøtte børnenes udvikling og skabe sammenhæng i deres hverdag på tværs af skole og fritid.
- samarbejder fritidsdelen med ungdomsskolen, lokalområdet, virksomheder og foreninger.
- inddrager vi børn og unge i planlægningen af aktiviteter, så deres ønsker og behov bliver hørt.
Skolens ansvar:
- SFO tilrettelægges primært for børn i 0.–3. klasse med hensigtsmæssige holddelinger efter alder og aktivitetstype. SFO og fritidsklub kan samarbejde, så fritidsklubtilbuddet i særlige tilfælde varetages i SFO-regi.
- Fritidsklub tilrettelægges for børn i 4.–6. klasse med passende holddelinger.
- For unge i alderen 13–18 år tilbydes ungdomsklub i Gørding, Vejrup og Bramming. Klubben støtter de unge i at etablere og fastholde sig i fritids- og foreningsfællesskaber og samarbejder med Ungdomsskolen om undervisning og aktiviteter.
- Børn med særlige behov deltager i de almene SFO-, fritids- og ungdomsklubtilbud med den nødvendige støtte.
- Der foretages løbende evaluering af fritidstilbuddets indhold og rammer i samarbejde med børn, forældre og medarbejdere.
Forældrenes ansvar:
- Forældre bidrager positivt og aktivt ved henvendelser fra personalet i forbindelse med aktiviteter og arrangementer.
- Forældre sørger for, at børnene/de unge har de nødvendige ting med til at kunne deltage aktivt og trygt i dagligdagen i fritidstilbuddet.
______________________________________________
Formand for skolebestyrelsen
Formål:
På Gørding skole ønsker vi at skabe en nærværende, afvekslende og motiverende undervisning, hvor stærke og forpligtende fællesskaber skal være med til at skabe tryghed og tilhørsforhold for alle skolens elever.
Gørding skole er mobilfri. Der bruges kun skærme og digitale enheder (mobiltelefoner, smartwatches, tablets, smartboards, tv og computere), når det pædagogiske personale finder det relevant til at understøtte det, som sker på skolen/SFO/klub.
Der kan være elever, der har behov for adgang til digitale enheder af særlige årsager. Det pædagogiske personale er beslutningsdygtige i forhold til dette.
Vi anbefaler, at børn i 0. - 3. klasse undlader at have mobiltelefon, smartwatches eller andre digitale enheder med i skole.
Princippet gælder i hele skoletiden og i fritidstilbud; lektioner, frikvarter og pauser, SFO, klub og ture ud af huset som lejrskoler og udflugter.
Mål:
- At vores elever bliver i stand til at begå sig fagligt, socialt og etisk på de digitale og sociale medier.
- Vi følger børne- og undervisningsministeriets skærmanbefalinger, som påpeger, at skolerne og fritidsordningerne skal begrænse digital distraktion og have en god og hensigtsmæssig balance mellem analog og digital undervisning.
(https://www.uvm.dk/-/media/filer/uvm/aktuelt/pdf24/feb/240205anbefalinger-grundskole-final.pdf)
Regler
Mobiltelefon, smartwatch eller andre digitale enheder indsamles, når eleven træder ind på skolen om morgenen. De afleveres i slukket eller lydløs samt vibrationsløs tilstand. De udleveres først, når skoledagen er slut.
SFO/klub
Hvis man vælger at medbringe mobiltelefon, smartwatch eller andre digitale enheder skal disse altid være i tasken i lyd- og vibrationsløs tilstand.
Personalet kan beslutte, at skærmen kan være fremme under pædagogiske aktiviteter.
Hvis man skal i kontakt med sine forældre sker det gennem en voksen i SFO’en/klubben.
Skolens ansvar
- At skabe en god balance mellem den analoge og digitale undervisning, hvor det pædagogiske personale inddrager relevant teknologi, hvor det giver mening.
- At digitale enheder udelukkende benyttes i undervisningen, hvor de kan være med til støtte dannelses- og læringsprocessen og således bygger på et bevidst valg.
- Computerne er kun et arbejdsværktøj. Den skal være pakket væk, når den ikke bruges i undervisningen.
- At skolens medarbejdere reagerer på uhensigtsmæssig brug af digitale medier i skoletiden.
- At udvikle elevernes forståelse for hensigtsmæssig digital adfærd
- At sikre gode og attraktive muligheder for elevernes frikvarter og pauser.
- At indsamle digitale enheder, der benyttes af eleverne i modstrid med princippet. Enhederne afleveres på skolens kontor og kan afhentes, når skoledagen er slut.
Forældrenes ansvar:
- Vi forventer, at du interesserer dig for og følger med i dit barns brug af digitale medier og jævnligt taler med dit barn om dette.
- Vi forventer, at I sammen med de andre forældre på årgangen er i dialog om rammer og retning for brug af de sociale medier og støtter op om Gørding skoles princip om skærmbrug.
- Vi forventer at du overvejer, hvornår og hvorfor dit barn skal have en mobiltelefon mv. med i skole.
Elevernes ansvar:
- Vi forventer, at du aflever din mobiltelefon om morgenen til personalet, når du møder ind på skolen.
Udarbejdet af: Skolebestyrelsen på Gørding skole
Godkendt den: 18/6 2025
Formål
- Skal kommunikationen mellem skole og hjem sikre, at skolen og forældrene i samarbejde tager ansvar for det enkelte barns faglige, sociale og dannelsesmæssige udvikling, så alle elever trives og bliver så dygtige, de kan.
- Skal samarbejdet mellem skole og hjem opleves af alle parter som anerkendende, åbent, engageret og respektfuldt.
- Skal information til hjemmet sikre, at forældrene dels holdes orienteret om deres barns faglige og trivselsmæssige udvikling, dels holdes orienteret om såvel praktiske som indholdsmæssige dele af skolens og klassens dagligdag
Mål
- Kommunikationen mellem skole og hjem opleves af alle parter som anerkendende, åben og respektfuld.
- Alle forældre og personaler ved, hvem de skal kontakte i forskellige situationer.
- Det er let for alle forældre at holde sig opdateret omkring såvel de praktiske som de indholdsmæssige dele af deres barns skoledag.
Skolens ansvar
- At sikre at kommunikere tydeligt, tilstrækkeligt og rettidigt til forældrene i en hensigtsmæssig form.
- At sikre at der anvendes ensartede kommunikationsplatforme på tværs af årgangene.
- At sikre løbende information til forældrene om klassens arbejde og trivsel.
- At sikre at alt nyt personale samt alle nye elever og forældre introduceres til skole/hjem-samarbejdet som beskrevet i dette princip.
- At sikre at alle forældrene har adgang til de ansattes kontaktoplysninger på Aula.
- At der svares hurtigt og konstruktivt på henvendelser fra forældrene – som hovedregel inden for 3 arbejdsdage.
- At sørge for i god tid at informere om datoer for møder, samtaler og arrangementer, hvis muligt – som hovedregel mindst 3 uger før.
- At sørge for at afholde forældremøderne i begyndelsen af skoleåret. Der planlægges med mindst ét forældremøde pr. klasse pr. år.
- Forældremøder skal sikre, at forældrene kender de overordnede planer for de faglige og sociale aktiviteter i klassen.
Forældremøder skal tilrettelægges, så der er mulighed for dialog med og mellem forældrene. Forældremøderne skal sikre at forældrene kender skolens forventninger til såvel forældre som elever. På forældremødet gennemgås specifikt skolens forventninger til hvad det vil sige, at børnene møder læringsparate op jf. folder.
- At sørge for afholdelse af minimum én årlig skole/hjem-samtale samt indkalde til møder ad hoc, hvor dette er nødvendigt. Skole/hjem-samtalen skal tilrettelægges, så der er mulighed for dialog om barnets faglige udvikling og trivsel.
- At sikre at forældrene i løbet af skoleforløbet informeres om elevens faglige udbytte af undervisningen i alle fag.
- Skole/hjem-samtalen er et centralt element for at give forældrene et fyldestgørende billede af barnets udvikling.
- At tage kontakt til en elevs forældre, hvis der opstår faglige eller trivselsmæssige problemer, herunder fravær, med henblik på dialog omkring situationen for hurtigt at finde en fælles, tilfredsstillende løsning på problemet.
- At kontakte en elevs forældre, hvis eleven kommer til skade, mens eleven er skolens ansvar, og det skønnes nødvendigt at informere forældrene.
- At medvirke til, at der for hver klasse vælges forældreråd eller trivselsgrupper med henblik på sociale aktiviteter i klassen for at styrke trivslen.
Forældres ansvar
- At drage omsorg for, at barnet har de bedste forudsætninger for at møde læringsparat og velforberedt i skolen. Herunder at signalere, at skolen er vigtig, samt at skolens regler og almindelige normer for god opførsel skal respekteres.
- At holde sig orienteret om såvel de praktiske som de indholdsmæssige dele af deres barns skolegang, og så vidt muligt deltage aktivt i arrangementer, møder og samtaler på skolen.
- At bakke op om klassens trivsel ved planlægning og deltagelse i sociale aktiviteter, herunder bidrage til aktive forældreråd/trivselsgrupper.
- At orientere skolen, hvis der er væsentlige forhold, som har betydning for elevens skolegang.
- Forældre, der oplever konflikter mellem deres barn og et andet barn, tager så vidt muligt direkte kontakt med det andet barns forældre med henblik på en løsning af konflikten. Relevante ansatte på skolen bør inddrages.
- At kommunikere respektfuldt og konstruktivt om skolen og ved henvendelse direkte til skolen pr. telefon eller via Aula.
- Ved undren over eller eventuelt utilfredshed med forhold omkring barnets skolegang, at tage kontakt til de involverede medarbejdere med henblik på en løsning af problemet. Findes der ikke en løsning på denne måde, kan forældrene rette henvendelse til skoleledelsen.
- Forældre retter henvendelse til skoleledelsen/skolebestyrelsen, hvis de oplever, at principper og værdiregelsæt ikke efterleves.
Vedtaget i skolebestyrelsen 19.02.2025
Formål
- Skal skoledagen sikre hver enkelt elev bedst mulig læring, dannelse og trivsel
- Skal den enkelte skoledag tilrettelægges med udgangspunkt i skolens børn, så alle elever får en varieret og sammenhængende skoledag, der motiverer til læring og trivsel.
Organisering af skoledagen
Mål:
På Gørding skole skal skoledagen organiseres, så den skaber rammer, der sikrer hver enkelt elev bedst mulig læring, dannelse og trivsel. Skolens ansvar:
- At tilrettelægge en sammenhængende skoledag, som tager udgangspunkt i gældende lovgivning. Skoledagens organisering med ringetider og placering af frikvarter godkendes årligt af skolebestyrelsen.
- At tilrettelægge skemalægningen, således det vejledende timetal følges for fagene pr. årgang og for omfang af pausetid som udmeldt af byrådet.
- At skemaplanlægningen skaber mulighed for holddeling gennem fx parallellægning. Prioriteres som udgangspunkt højest i udskolingen.
- At skoleåret planlægges, så der er mulighed for aktivitetsbaseret undervisning, ekskursioner og samarbejde med eksterne parter.
- At konfirmationsforberedelse søges lagt uden for skoletiden og/eller på hele undervisningsdage. Skolen varetager tilsyn med de elever, som ikke skal konfirmeres.
- At tilstræbe et højt fagligt niveau i undervisningen ved vikardækning og så vidt muligt med en vikar, der kender eleverne i forvejen, og som er faguddannet ved kortere og længere tids fravær.
Forældrenes ansvar:
- At sørge for, at barnet møder udhvilet, til tiden og forberedt.
- At sikre passende madpakke og at barnet har nødvendige ting med (fx gymnastiktøj, penalhus, opladt computer).
- At kommunikere med skolen via Aula om fravær, særlige forhold og relevante beskeder.
- At deltage aktivt og konstruktivt i skole-hjem-samarbejdet og bakke op om skolens regler og værdier.
Forældrene har en vigtig rolle i at sikre, at barnet møder læringsparat og trives i skoledagen. Detaljer findes i skolens forventningsfolder (se hjemmeside).
Skoledagens tilrettelæggelse
Mål:
På Gørding skole skal undervisningen tilrettelægges, så alle elever sikres en afvekslende skoledag, der fremmer både læring og trivsel.
Skolens ansvar:
- At tilrettelægge en skoledag, der er sammenhængende og varieret med hensyntagen til den enkelte elevs forudsætninger.
- At tilrettelægge skoledage, hvor bevægelse, it, udeaktiviteter eller øvrige understøttende aktiviteter ofte er integreret i undervisningen.
- At tilrettelægge studieuger og/eller særlige projektforløb, hvor undervisningen er tværfaglig og ofte foregår uden for klasselokalet.
- At den pædagogiske struktur for undervisning i den enkelte klasse er koordineret med særligt fokus på, at alle lektioner får både en god start og en god afslutning. Strukturen skal være kendt af både elever, forældre og personale.
Forældrenes ansvar:
- At bakke op om elevernes skoledag.
Vedtaget i skolebestyrelsen 19.02.2025
Trafikpolitik for Gørding Skole
Børn der går og cykler i skole
Gørding Skole vil generelt medvirke til at forebygge og undgå trafikulykker på skolevejen. Det samme gælder ved arrangementer og ekskursioner i skolens regi.
Træning giver rutine og overblik og er den bedste vej til sikre trafikanter. Skolens mål er derfor, at flere elever går eller cykler i skole.
Skolen forventer at:
- Forældre træner færden i trafikken med deres børn.
- Forældre agere rollemodeller for deres børn i trafikken.
- Forældre har ansvaret for at cyklen overholder færdselsloven.
Skolen sørger for at:
- Skabe trygge forhold på skolevejen samt på skolens område.
- Skabe trygge rammer for eleverne, således at alle elever der har mulighed for at gå, cykle eller køre på løbehjul / skateboard til skole, gør det.
- Eleverne deltager i gå- og cyklistprøver
- Der er skolepatruljer ved skolen
Børn der bliver transporteret i bil eller bus
Tæt trafik om morgenen skaber kaos. Derfor opfordres forældre, som ønsker at køre deres barn til skolen, at tage hjemmefra i god tid så færdselsreglerne kan overholdes i forhold til hastighed, brug af sikkerhedssele og hensyntagen til alle trafikanter ved skolen.
Skolen forventer at:
- Forældrene benytter de henviste parkerings muligheder når barnet sættes af / hentes ved skolen (se lokale forhold)
- Skolepatruljen respekteres og anerkendes
Skolen sørger for at:
- I tilfælde af sne/isslag snerydning af tilgangsveje og parkeringsplads i det omfang det er nødvendigt / muligt.
- Skolens interessenter, der jævnligt færdes på skolen, informeres om relevante aftaler f.eks forhold vedr. bakning i områder med børn
Personalets befordring af elever
Medarbejdere må befordre elever i egen bil, hvis forældremyndigheds- indehaveren har givet tilladelse til dette. Det er en forudsætning, at kørslen foregår sikkerhedsmæssigt forsvarligt og under overholdelse af færdselslovens regler herunder brug af sikkerhedssele og i fornødent omfang barnestol/selepude.
Hvis der sker et uheld, vil barnet være dækket af den lovpligtige ansvarsforsikring på bilen / modpartens bil.
I tilfælde, hvor hurtig transport til f.eks skadestue er nødvendig, tilkaldes elevens forældre. Hvis dette ikke er muligt befordres eleven i taxa eller jf. ovenstående.
Læs mere om reglerne for børn i bilen på Rådet for Sikker Trafiks hjemmeside her.
Cykelhjelm og refleksveste
En cykelhjelm kan reducere antallet af skader på hoved, kranie og
hjerne med 50 %. Derfor er det skolens mål, at alle børn og voksne
cykler med hjelm.
Skolen forventer at:
- Forældrene sørger for at deres barn bruger hjelm.
- Skolens medarbejdere som minimum bruger hjelm, når de cykler i arbejdsmæssig sammenhæng.
Skolen sørger for at:
- Eleverne kan låne en hjelm af skolen, hvis de skal på tur og har glemt deres egen
- Alle elever i 0.klasse får udleveret trafikvest
- Der årligt afholdes kontrol af elevernes cykler, i forhold til overholdelse af færdselsloven.
Sikker skolevej
Gørding Skole følger de overordnede kommunale mål for den sikre skolevej som er beskrevet i sektorplanen for skoleområdet (rev.2015) Skolevejen skal primært foregå ad separate stisystemer eller langs svagt trafikerede veje. Der skal være så få krydsninger med trafikveje uden for trafiksikrede kryds som muligt.
Derudover henvises til Esbjerg Kommunes Trafiksikkerhedsplan
På skolens matrikel, samt i selskab med elever udenfor matriklen repræsenterer personalet skolen, og skal optræde som eksemplariske rollemodeller/forbilleder.
I det hele taget er den voksne, personale som forældre altid rollemodeller for børnene. Både ens egne som andres.
På Gørding Skole vil vi gerne opfordre alle til at være bevidste om dette.
Børnene lærer af forældrene– læring om og påvirkning af adfærd i trafikken forgår også – og nok allermest, når børn færdes med deres forældre på veje og stier uden for skolens område.
Den voksnes betydning som rollemodel vil også være et emne på f.eks forældremøder.
På Gørding Skole har vi til stadighed fokus på at gøre elevernes færden i trafikken så sikkert og trygt som muligt. Det er en opgave, som vi er mange om at løse.
Skolebestyrelsen har løbende trafik på dagsordenen og samarbejder gerne med grundforeninger og øvrige interessenter i lokalområdet for forbedringer af færdsels og trafiksikkerheden.
Skolens ledelse samarbejder med Vej & Park, Esbjergkommune der har fokus på trafikfremmende foranstaltninger herunder skolevejsprojekter
Ligeledes er der ledelsesfokus på kampagner herunder lygtekontrol mm i samarbejde med nærpolitiet.
På Gørding Skole deltager færdselskontaktlærerne i et netværk med Politiet, Vej & Park samt Rådet for Sikker Trafik
Læs mere på Rådet for sikker trafik's hjemmeside
Færdselsundervisning på alle klassetrin
Ifølge folkeskoleloven er færdselslære et obligatorisk emne fra børnehaveklasse til 9. klasse. Det er ikke et selvstændigt fag men indgår som en del af undervisningen i de obligatoriske fag.
Eleverne skal opnå kompetencer indenfor 2 områder: Trafikal adfærd og ulykkeshåndtering.
Kompetence trafikal adfærd
Efter 3. klassetrin
Eleven kan færdes sikkert i trafikken i lokalområdet
Efter 6. klassetrin
Eleven kan færdes sikkert i trafikken
Efter 9. klassetrin
Eleven kan færdes sikkert og ansvarsfuldt i trafikken
Kompetence for ulykkeshåndtering
Efter 3. klassetrin
Eleven kan hjælpe i forbindelse med tilskadekomst på skolens område.
Efter 6. klassetrin
Eleven kan give førstehjælp ved tilskadekomst i trafikken.
Efter 9. klassetrin
Eleven kan give livreddende førstehjælp ved tilskadekomst i trafikken.
På Gørding Skole lever vi naturligvis op til kravene om færdselsundervisning men vi gør det forskelligt. Nedenfor kan du se hvordan undervisningen er planlagt på dit barns skole
Færdselskontaktlærere
På skolen har vi en færdselskontaktlærer, der kan inspirere til god færdselsundervisning og varetage kontakten til politi og kommune.
- Fremme, systematisere og koordinere skolens færdselsundervisning.
- Forberede børnene på at blive gode trafikanter, der er i stand til at vise hensyn og tage vare på sig selv i trafikken.
Vi bruger følgende plan, hvor udmøntningen er et samarbejde mellem trafiklærer og de enkelte klasseteam
0. - 3. klassetrin
- Emner
- At være en sikker fodgænger og cyklist.
- Betydning af sikkerhedsudstyr (hjelm – vest – lygter – mm)
- Når der sker en ulykke.(Hvordan forholder man sig, At tilkalde hjælp)
- Ud og indstigning i Bus, hvordan gøres det sikkert
- Handlinger
- Gå-prøve i samarbejde med nærpolitiet
- Den lille cyklistprøve
- Materialer
- Min trafikbog
- Den store by
- Find Skiltet
- På gåtur med Albert og Rose
4. - 6. klassetrin
- Emner
- Færdselsregler for cyklister
- Synlighed i trafikken
- Samspil i trafikken
- Praktisk førstehjælp
- Handlinger
- Cyklistprøve i samarbejde med nærpolitiet
- Materialer
- Pangkassen
- AV-AV.nu
7. - 9. klassetrin
- Emner
- Ansvarlighed i trafikken
- Sikkerhed og konsekvensberegning
- Praktisk førstehjælp ved livstruende tilskadekomst
- Handlinger
- Førstehjælpskursus
- Besøg af Sikker Trafik LIVE
- Materialer
- 360 grader
- Sikkertrafik LIVE
- Sikker Trafik To Go
- Talknuser
- AV-AV.nu
Parkering
Parkering foregår for medarbejdere og forældre ved skolens p-plads (Markering 1) eller på P-pladsen tilhørende hallen (markering 2).
Skolepatrulje
Skoleåret igennem har der været skolepatrulje om morgenen ved fodgængerfeltet tættest på skolen (markering 1), vi har dog som noget nyt i år flyttet vores skolepatrulje til markering 2, da vi har oplevet at flere børn går over ved dette kryds. Eleverne fra overbygningen (7, 8 og 9 klasse) forberedes herpå med et kursus i trafiksikkerhed af skolens trafikansvarlige pædagog.
Trivsels- og ordensregler
Vi ønsker at skabe et trygt skolemiljø, hvor alle trives og motiveres til at udvikle sig fagligt, socialt og personligt og hvor respekt og ansvar er fundamentet.
Vedtaget i skolebestyrelsen 19.02.2025
På Gørding Skole
- Udviser vi respekt for hinanden og for skolens omgivelser.
- Kommunikerer vi konstruktivt og søger løsninger på udfordringer.
- Er der plads til alle, men ikke til alt – fællesskabet går hånd i hånd med plads til den enkelte.
- Er vi ansvarlige for hinandens trivsel, så skolen er et trygt lære- og værested.
Generelle ordensregler
- Vi taler pænt og respektfuldt – både til, med og om hinanden.
- Vi respekterer hinandens grænser og behandler alle med værdighed.
- Vi passer godt på skolens og hinandens ting.
- Vi opholder os i skoletiden på skolens område, medmindre andet er aftalt.
- Personalet har klasseledelsen og bestemmer overordnet i dagligdagen, men børnene har også medbestemmelse og medansvar i forhold til læringsaktiviteter og klassemiljøet.
- Vi kommunikerer respektfuldt på alle digitale platforme både med, om og til hinanden.
- Krænkende digital adfærd accepteres ikke, og vi passer på hinanden online.
- Ved digitale uoverensstemmelser opfordrer vi til mundtlig kommunikation.
... foretages følgende:
- Undersøgelse af hændelsen: Vi kortlægger hændelsen og indhenter relevante oplysninger.
- Dialog: Gennem samtale med de involverede parter afklares forløb og sammenhænge.
- Beslutning: På baggrund af undersøgelsen og dialogen træffer skolen beslutninger om nødvendige handlinger.
... med udgangspunkt i en individuel vurdering:
- En påtale eller advarsel.
- Midlertidige foranstaltninger, fx ændrede rammer for elevens skoledag.
- Tiltag for at sikre trivsel og læringsmiljøet for alle parter.
- Hvis en elev ødelægger skolens ejendom forsætligt eller som følge af en regelovertrædelse, kan skolen rejse krav om erstatning.
- Skader på en anden elevs ejendom er et privat anliggende mellem de involverede familier.
Kostpolitik
Kostpolitik for Gørding skole
På Gørding skole ser vi sunde madvaner som en vigtig del af børns trivsel, udvikling og fællesskab. Vores kostpolitik er tilpasset det pædagogiske indhold og den arena børnene færdes i, men hviler på fælles værdier om sundhed, respekt og lige muligheder for alle børn.
Skole
- I skoletiden ønsker vi at støtte op om gode og nærende madvaner.
- Ved fødselsdage og særlige mærkedage kan der dog laves undtagelser.
- Vi anbefaler fortsat, at disse lejligheder holdes enkle og inkluderende for alle.
- Skolens bod ”Madhuset” har fokus på det sunde og nærende i deres udvalg.
- Undervisningen støtter op om børns viden om sundhed, ernæring og ansvarlige madvaner.
SFO
- I SFO’en kan der forekomme sukkerholdige fødevarer i forbindelse med særlige lejligheder og begivenheder.
Klub
- Klubbens karakter som et frivilligt, selvbetalt fritidstilbud giver mulighed for mere fleksibilitet i forhold til mad og drikke.
- Der kan i klubben forekomme usunde fødevarer som fx sodavand, slik eller popcorn, samt retter ift. aftensmad.
- Der arbejdes med at skabe balancerede madvaner, hvor der både er plads til hygge og refleksion over kost.
Fælles værdier på hele Gørding skole
- Vi ønsker at fremme gode madvaner, trivsel og fællesskab i alle spisesituationer.
- Vi værner om, at alle børn føler sig inkluderet, og vi tager hensyn til både allergier, religiøse og kulturelle forskelle i samarbejde med forældre.
- Vi forventer et godt samarbejde med forældrene og opbakning til de retningslinjer, der gælder.
Vedtaget i bestyrelsen d. 25.03.2026
Princip for overgang mellem fødeskole og overbygningsskole
Vejrup Børneby & Gørding Skole
Formål
Formålet med dette princip er at sikre en tryg, struktureret og velforberedt overgang for elever fra Vejrup Børnebys 6. klasser til Gørding Skole, hvor de efter sommerferien indgår i nye 7. klasser sammen med Gørding Skoles elever. Overgangen skal understøtte både elevernes faglige og sociale trivsel samt et tæt samarbejde mellem forældre, lærere og ledelse. Alle elementerne i overgangsplanen foregår gennem 6. kl.
Planen udfærdiges i fællesskab mellem 6. klasses-lærere fra begge skoler. De angivne tidspunkter i planen er anbefalinger, som tager udgangspunkt i tidligere erfaringer, men som kan tilpasses de enkeltes skolers årsplanlægning.
Overgangsplan gennem 6. klasse
Inden efterårsferien: Socialt uforpligtende forældre/børn-arrangement i Gørding
Formålet er, at både forældre og børn møder hinanden i en uformel sammenhæng, hvor trivsel og socialt samvær skal katalysere for en god start på det fremadrettede. Arrangementer foregår i Gørding og kunne rotere omkring boldspil eller lignende (ude eller i hallen), et let traktement og en rundvisning på Gørding Skoles matrikel. To forældre fra begge skolers 6. klasses forældreråd står for arrangementet. Evt. i samarbejde med kommunens forebyggere fra UngEsbjerg.
April–maj: Fælles skoleforløb på begge skoler.
Formålet er, at eleverne fra Vejrup og Gørding lærer hinanden at kende og opbygger relationer forud for sammenlægningen i 7. klasse, og ydermere opnår kendskab til hinandens skoler.
Klasselærerne fra begge skoler står for planlægning og gennemførelse af fælles skoleaktiviteter. Anbefalingen er to heldagsbesøg på hver matrikel.
Medio april (før lejrskolen): Forældre- og elevinformationsmøde på Gørding Skole fra kl. 17.00–19.00.
Formålet er at forberede forældre og elever på den nærtstående overgang, med information omkring lejrskole, klassedannelse m.m. Vigtige emner og vejledning vil blive berørt i oplægget fra UngEsbjerg, og der lægges op til at forældrene kan komme med dinputs og debattere relevante emner.
Programmet udarbejdes i et samarbejde mellem skolernes ledelser, lærere og forebyggerne fra UngEsbjerg.
Anbefalet program:
· Velkomst i samlingssalen ved skolelederne fra begge skoler.
· Opdeling:
Forældre: Oplæg om erfaringer, udfordringer og samarbejde mellem voksne v. SSP og forebyggelse.
Elever: Samtaler om forventninger til 7. klasse v. klasselærere i personalerummet.
· Fællesspisning i samlingssalen.
· Information om lejrskole.
Maj: Lejrskole
Eleverne fra Vejrup og Gørding deltager sammen i en den obligatoriske lejrskole for 6. klasser. Sted og dato udpeges af Esbjerg Kommune, men er typisk i Renbjerg i foråret. Yderligere information gives på forældremødet.
Medio juni: Overleveringsmøde
Lærerne fra Vejrup Skoles 6. klasser inviterer lærerne fra Gørding Skole til et overleveringsmøde med fokus på:
· Faglige og sociale forhold vedrørende eleverne.
· Understøttelse arbejdet med klassedannelse.
Juni: besøg ved nye klasselærere
Klasselærerne i de kommende 7. klasser besøger 6. klasserne i Vejrup og Gørding.
Ultimo juni: Orientering om kommende klasser
I den sidste uge inden sommerferien orienteres eleverne i både Vejrup og Gørding om fordelingen i de kommende 7. klasser. Orienteringen sker på samme dag på begge skoler og koordineres mellem ledelserne.
August/september i 7.kl.: Ryste-sammen tur
Ansvar
Skoleledelserne har det overordnede ansvar for, at princippet følges, og at overgangen sker på en tryg og inkluderende måde.
Godkendelse
Princippet er godkendt i bestyrelserne for hhv. Vejrup Børneby og Gørding Skole, december 2025.
Forventningsfolder
I kan af principperne på skolens hjemmeside, Gørdingskole.dk, se, hvad I kan
forvente af os på Gørding skole.
Skolebestyrelsen har sammen med ledelse og medarbejdere på skolen udarbejdet disse principper for skolens virke, og de danner grundlag for skoledagen og
samarbejdet mellem os og jer.
I er, som forældre, altid velkommen til at komme på skolen og se undervisningen
efter forudgående aftale.
Vi tror på, at et godt samarbejde, baseret på gensidige forventninger, sammen
med skolens principper og værdigrundlag forudsætningen for den bedste skole.
På Gørding Skole er vores vision, at vi, i samarbejde med barnet,
forældrene og øvrige samarbejdspartnere, hjælper eleverne på vej i
deres faglige og sociale udvikling til at blive kompetente,
selvstændige unge mennesker, som med selvværd og selvtillid,
ud fra deres forudsætninger, bliver livsduelige samfundsborgere.
For at vi kan give jer, som forældre og børn, den bedst mulige skole, skal vi
lykkes sammen.
På Gørding Skole arbejder vi sammen om at skabe en god og tryg hverdag for
alle børn. Vi tror på, at børns trivsel og læring bedst sikres gennem et tæt og
respektfuldt samarbejde mellem skole, børn og forældre.
For at vi som skole kan skabe de bedste rammer for børnenes udvikling og
fællesskab, er det afgørende, at vi har en åben og konstruktiv dialog. Vi lytter til hinanden, og vi løser udfordringer i fællesskab med fokus på børnenes
bedste.
Gørding Skole er et sted, hvor vi sammen tager ansvar for at skabe et miljø,
hvor alle børn kan føle sig set, hørt og værdsat.
Det er vores erfaring, at vi ved at løse opgaverne omkring eleverne sammen og
ved at have forventninger til hinanden, skaber de bedste forudsætninger for
en god skolegang.
Med denne folder vil vi tydeliggøre forventninger til samarbejdet, som tager
udgangspunkt i skolebestyrelsens vedtagne principper (se skolens hjemmeside).
Som forælder er jeg ansvarlig for, at give mit barn de bedste forudsætninger for at møde læringsparat og velforberedt.
Som forælder er jeg ansvarlig for at kommunikere med skolen.
Som forælder er jeg ansvarlig for det gode samarbejde
Som ansvarlig elev skal jeg være læringsparat
Det betyder fx, at jeg
- er velforberedt og kommer til tiden.
- er indstillet på at lære.
- kan tilsidesætte mine egne, umiddelbare behov.
Som ansvarlig elev viser jeg respekt
Det betyder fx, at jeg
- taler pænt til og om andre elever og de voksne.
- er en god kammerat.
- overholder skolens og klassens regler.
- gør, som de voksne siger.
Som ansvarlig elev er jeg engageret
Det betyder fx, at jeg
- er aktiv og positiv i timerne.
- gør mit bedste.
- tager ansvar for, at jeg lærer noget
Skoleudviklingssamtale
Herunder finder du referatet af vores skoleudviklingssamtale: