Om valg af gravsted

På Esbjergs kommunale kirkegårde kan du vælge mellem en række forskellige gravstedstyper. Få overblik over mulighederne, priser og de praktiske forskelle.

    Før du vælger et gravsted

    Som pårørende kan du med fordel kontakte den kirkegård, hvor du ønsker at købe et gravsted. Her kan vi hjælpe med at fremvise de forskellige gravstedstyper og oplyse om, hvilke bestemmelser, der er gældende for området og gravstedstypen. Der vil ofte være flere valgmuligheder for gravstedets placering på kirkegården.

    Fovrfeld Gravlund er den største af Esbjergs kommunale kirkegårde. Her finder du udover traditionelle kiste- og urnegravsteder også særlige afdelinger som urnehaven, den muslimske afdeling, en skovbegravelsesplads og kolumbariet til opbevaring af urner.

    Læs om udvalget af gravsteder på kirkegården Fovrfeld Gravlund

    Om begravelse og bisættelse

    Kistegravsteder er beregnet til både kister og urner. I et kiste- gravsted kan der nedsættes op til 4 urner. Urnegravsteder fås med plads til 2 eller 4 urner.

    Når du køber et gravsted, betaler du for brugsretten til et gravsted. Brugsretten til et gravsted er også det, der normalt kaldes fredningstiden. Fredningstiden er mindst 20 år for kister og mindst 10 år for urner.

    Ved begravelse sænkes kisten med afdøde i jorden umiddelbart efter højtideligheden i kirke eller kapel. Der vil altid være en medarbejder fra kirkegården tilstede som viser følget frem til graven og er behjælpelig med det praktiske. Vi sørger for, at graven bliver dækket til og blomsterne lagt på graven efter højtideligheden. Fra begravelsen kan det vare op til et halvt år, før anlægget af gravstedet er færdigt med gravsten, planter og eventuel hæk. Årsagen er, at det tager minimum 3 måneder for jorden i gravstedet om at sætte sig. 

    Ved en bisættelse køres kisten med afdøde til krematoriet i Novrup efter højtideligheden i kapel eller kirke. Efter bisættelsen hjælper kapellets eller kirkens medarbejdere med det praktiske. Blomster og kranse vil efter højtideligheden blive lagt ud på grav- stedet eller ”blomsterpladsen”. Har du specielle ønsker kan du aftale nærmere med kirkegården eller bedemanden. Hvis der ikke udtrykkes ønske om andet, fjerner medarbejdere fra kirkegården blomster og kranse, når de er visne.

    Har du, som pårørende, valgt at urnen skal nedsættes i et fælles urnegravsted i plæne, vil denne blive nedsat senest 8 dage efter højtideligheden. Nedsættelsen kan ikke overværes.

    Har du valgt et individuelt gravsted, må du gerne overvære urnenedsættelsen og du får besked, når urnen er klar til at blive nedsat. Du skal herefter kontakte os for at aftale tidspunkt for urnenedsættelsen.

    Urnenedsættelser kan finde sted i tidsrummet mandag til torsdag mellem kl. 9.00 og 14.00 og fredag mellem kl. 9.00 og 13.00. Det er dog muligt, mod ekstrabetaling, at få urnen nedsat på lørdage samt 1. maj og Grundlovsdag mellem kl. 10.00 og 15.00. 
    Urnenedsættelser kan dog ikke finde sted på søndage samt Langfredag, 1. Påskedag. Kristi Himmelfartsdag, 1. Pinsedag og 1. Juledag. 

    Om fredningstiden

    Fredningstiden er den tid, der skal gå, før man igen må grave på samme placering inden for et gravsted. Formålet med fredningstiden er at sikre, at kiste, urne og ligrester er nedbrudt og forgået i jorden. Et kistegravsted kan derfor ikke købes for mindre end 20 år, det gælder også, selv om gravstedet kun benyttes som urnegravsted. Et gravsted kan heller ikke sløjfes eller nedlægges før fredningstiden er udløbet.